Djalli var den første der døde af årgang 1952 fra Sankt Frans Skole. Hans døbenavn var Djóni, men eleverne sagde kun Djalli, og efterhånden begyndte også nonnerne at bruge hans særprægede, klingende øgenavn. Og Djalli mindede ikke så lidt om sit øgenavn. Hvis man efter en lyd prøver at forestille sig en stemning, så kunne det at djalle være noget der havde med lethed og flugt at gøre. Allerede 11 år gammel døde han af meningitis. Den næste i klassen der døde, var Ingimar. Han faldt over bord ved Grønland 23 år gammel. På rejepladsen vest for Sisimiut ligger resterne af hans lange magre krop. Staffan døde 5 år senere. Nogle børn fandt ham i et buskads i fristaden Christiania. Fríðrikur voksede op på børnehjemmet. Hans mor kom til Tórshavn for at gå i realskole, og som flere skolepiger fra bygderne boede hun på kostskolen, som nonnerne drev dengang. 15 år gammel blev hun gravid, og ikke uventet på en katolsk institution blev sådan en handling straffet. Hun blev vist bort, og Fríðrikur var kun fire dage gammel, da denne stakkels pige tog sig af dage. Børnehjemsbørnene plejede at gå i kommuneskolen. Den skole var gratis, mens forældre der havde deres børn i Sankt Frans Skole, betalte et fast beløb om måneden. Men Fríðrikur var en undtagelse. Og undtagelsen havde med skyldfølelse at gøre. Søstrene fik ordnet det sådan, at han fik lov til at gå i deres skole, og indtil han blev dræbt i efteråret 1982, var han i virkeligheden deres plejesøn. Olaf blev politiker, og han døde af en sygdom, som det er forbudt at dø af på Færøerne. Og ikke bare på Færøerne, men også i mange andre mindre samfund, hvor folks inderste hemmeligheder ofte er almenviden. Det siges også at islændinge, der har fået aids, prøver at komme ud af landet for at dø, og ligesom for færinger går rejsen ofte til København, rigsfællesskabets gamle hovedstad. previous page next page