www.citadellet.dk MUSIK BON IVER For Emma Forever Ago 4AD/Playground THE HOLD STEADY Stay Positive Rough Trade/A:larm PRIMAL SCREAM Beautiful Future B-Unique/Warner MUSIC FOR MODERN MAN Music For Modern Man Playground BECK Modern Guilt XL/Playground CAMILLE JONES Barking Up The Wrong Tree Warner 123456 FANTASTISK FOLKTRONICA FRA ENMANDS-BAND 123456 123456 123456 MØRKERE RETNING FRA ET AF VERDENS BEDSTE BANDS Førsteindtryk kan vildlede. Enhver, der købte geniale Boys And Girls In America, der er Anthemville USA, slagsang efter slagsang, må undre sig lidt over The Hold Steadys fjerde album, Stay Positive. Ikke nok med, at der ud over titelsangen nærmest ikke er nogen af de ’singalong songs’, som frontmand Craig Finn kalder gruppens musik. Lyden er også sært mudret, og mangler lidt af den punch, den har haft. Så det er en undervældende oplevelse, lidt som album to, Separation Sunday. Men lige så stort et ”nå”, det første lyt kan medføre, lige så svær bliver pladen at lægge fra sig, når det dæmrer, hvad der foregår: som den nævnte toer er Stay Positive en historie, der hænger (løst) sammen, og det er alvorlige sager – mord, misbrug og erkendelsen af, at man bliver ældre og ikke er udødelig. Det er en mere moden plade, men gudskelov ikke så meget, at det gør ondt. Den er mørkere, trættere, tømmermændene efter festen, men den er det stadig med store 70’erriffs og med Craig Finns tekster, som der ikke er mange, der kan overgå. ”We make our own movies”, synger han på vej ud – de film er fascinerende. 123456 BECK FÅR STYR PÅ DANGER MOUSE ... ”I’m a loser, baby”, sang amerikanske Beck Hansen på sit gennembrud, “Loser”, fra 1994. Hr. Hansen viste sig at være alt andet end en taber. Efter 10 albums fremstår han ikke bare som en af de seneste 15 års mest inspirerende og udfordrende popkunstnere, men også som et af de klareste billeder på sin tid. Hvis en eller anden på et universitet skulle skrive en afhandling om moderne popmusiks mange postmoderne lag og evigt refererende udtryk ville ingen passe bedre som eksempel end Beck. Musikken er heller ikke dårlig. På album nr. 10 er den endda rigtigt vellykket med sin melankolske, andægtige alvor pakket ind i skramlende rytmik og altid overraskende arrangementer med små humoristiske detaljer. Melodierne og Becks sangstil på Modern Guilt lyder som noget, der er hentet fra 60’ernes psykedelia og bagefter filtreret gennem et spritnyt computerprogram. Og det lykkes endda Beck at holde styr på sin producer, Danger Mouse, der ellers har en grim tendens til at fortabe sig i skæve, aparte idéer og glemme helheden, eksempelvis i hans duo, Gnarls Barkley. Jovist, hvis nogen er en vinder, er det Beck. Jeg ved ikke helt, hvad der skete. Jeg havde lyttet til Bon Ivers debutalbum For Emma Forever Ago et par gange og tænkt noget i retning af ’meget hyggeligt, men heller ikke mere’. Så begyndte pladen at snige sig ind. Den flerstemmige falsetsang gav pludselig mening. Melodierne bed sig fast og nægtede fuldstændig at give slip. Jeg måtte simpelthen høre dem igen. Om og om igen. Og igen. Selv den gammeldags akustiske guitar lød som om, den var blevet genopfundet. Men mest af alt var det stemningen på For Emma Forever Ago, der begyndte at overmande mig. Den er pastoral og højtidelig, men samtidig også så jordnær, at den ene mand bag Bon Ivers flerstemmige falsetkor, amerikaneren Justin Vernon, kunne skabe den foran Storkespringet på strøget, hvis han ellers ville. Det er smukke melodier i sig selv, gravalvorlige i deres tone, og alligevel giver det fuldstændig mening, at Vernon slutter ”Creature Fear” af med at fløjte pivfalsk. Der er en usædvanlig følsomhed, en enestående stemning på de her ni stykker ultramoderne folkemusik. Men jeg har stadig ikke helt forstået, hvad det er, der er sket... BRITISKE VETERANER SKIFTER LYD IGEN Engang for efterhånden mange år siden blev den britiske rockgruppe Primal Scream beskrevet som et ’pladesamlerband’. Det var så præcis en beskrivelse, at bandet siden har siddet grundigt fast i den. Siden deres genistreg Screamadelica fra 1991 har de britiske veteraner vandret hvileløst gennem bandleder Bobby Gillespies enorme pladesamling for at finde deres eget ståsted. De har hyldet The Byrds, Can, MC5, George Clinton, Lee Perry, Public Enemy m.m.fl. De har dyrket den rene, klassicistiske rock à la Rolling Stones og straks efter vendt den ryggen med vred technorock. De kan skifte lyd lige så hurtigt som Gillespie kan vende en vinylplade – og med deres niende album, Beautiful Future, har de fundet sig en ny lyd i kantet retrorock og powerpop à la The Kills og Yeah Yeah Yeahs. Det er aldrig overbevisende, snarere mærkeligt bedaget og uambitiøst – især når man ved, hvad Gillespies pladesamling indeholder. Ikke siden Screamadelica har Primal Scream for alvor lydt som Primal Scream. DIFFUS VELLYD FRA PRIVATES ASGER TARPGAARD Musik for den moderne mand? Hvad fanden er nu det for et koncept? Og hvem er den moderne mand i de her forvirrede tider? Carl-Mar Møller? Ultraliberalisten i firehjulstrækkeren? Den typiske M!læser? Asger Tarpgaard? Lige netop problemet med at besvare det spørgsmål er akilleshælen ved projektet Music for Modern Man. Hvad er det bagmanden, Superheroes- og Private-medlemmet Asger Tarpgaard, gerne vil fortælle os? Mest af alt har han vist bare fundet sig en iøjnefaldende indpakning til sin personlige rodeskuffe af humørfyldte, ironiske og uhøjtidelige 80’er-inspirerede popsange, der alle lyder som om de er skrevet direkte til P3’s sendeflade – men af forskellige kunstnere. Der er tydelige ekkoer af bl.a. Talking Heads, The Blow Monkeys, The Divine Comedy og White Stripes – bare på hvert sit nummer. Det hele er umådelig professionelt arrangeret og produceret, og Tarpgaard har helt tydeligt moret sig, men sammenhængen mangler. Det er muligvis en pointe i beskrivelsen af det diffuse begreb ’den moderne mand’. Men lige præcis netop kun muligvis. 123456 HÅRDTPUMPET FESTENERGI FRA DEN JYSKE EKSPORTVARE Drop de søde soul-strejf. Drop de flirtende jazztoner. Drop de rare hiphop-trommer. Og skru så helt op for de hårdtpumpede beats og sørg for at numrene egner sig til svedige nattetimer på klubber over hele verden. Det er tydeligvis udgangspunktet for Camille Jones’ tredje album, og det forstår man godt, for det var netop ved at rette rytmerne direkte mod dansegulvet, at eksiljyden scorede et megahit med det rivravrøvruskende remix af ”The Creeps”. Camille prøvede at følge succesen op ved at genudgive sit forrige album, det soulede Surrender, opdateret med en mere elektronisk lyd, men det var åbenlyst, at sangene slet ikke var skrevet til den indpakning. Styrken ved Barking Up The Wrong Tree er til gengæld, at Camilles smidige stemme matcher de ruskende grooves, og samspillet mellem de to elementer er lidt af en fryd. Især hvad angår omkvæd er skønheden godt med – der bør fyres en flok markedsføringsfolk, hvis ikke slagere som ”I Am (What You Want Me To Be)” og ”Shotgun” bliver radiohits. Som på Camilles andre skiver slingrer formkurven en anelse undervejs, men bundniveauet er højt, og herfra skal ønskes held og lykke: Dette kan blive smutvejen til stjernerne. Per Juul Carlsen Per Juul Carlsen Per Juul Carlsen Per Juul Carlsen Nikolaj Steen Møller Peter Albrechtsen FLEET FOXES Fleet Foxes Sub Pop/A:larm 123456 DEBUT FOR SEATTLE-BAND MED GIGANTPOTENTIALE Robin Pecknold, manden forrest i Fleet Foxes, er i stand til at gøre nogenlunde, hvad han vil med sin stemme, som han får til at lyde, som om han enten synger ensomme klageviser i den amerikanske ørken, madrigal i en kirke, eller – når han synger honningdryppende harmonier med resten af bandet – som om han er brudt ind hos Brian Wilson og har sagt ”de andre Beach Boys gider alligevel ikke Smile, indspil den med os i stedet”. Det lyder ikke et sekund som en 22-årigs stemme, og denne debut lyder heller ikke som en debut. Det er en selvsikker tur ud i en organisk, stærkt folkemusikinspireret amerikansk musik. At gruppen er rigt dekoreret med skæg ligesom Midlake eller Band of Horses, er ingen overraskelse. De kunne være kommet ud af hvilken som helst tid, væver flere hundrede års inspiration sammen på helt original vis, og har sangene til at bære traditionen videre – især i ”Your Protector”, der i tone og alvor kunne have været en klassisk folkemelodi fra borgerkrigens tid, men er deres eget værk. Imponerende. Nikolaj Steen Møller BATTLES Live på Roskilde Festival Årets koncert på Roskilde. Ja, årets koncert i det hele taget. Man kan meget med en af solsystemets ypperste trommeslagere i front. MILOSH III / K7 Årets mest bedårende electronica-udgivelse er klar til at omfavne alle skønhedssøgende sjæle 25. august. SCARS ON BROADWAY Scars On Broadway / Interscope System Of A Down-dynamoen Daron Malakian går solo med høj melodiføring. Måske er der endda nye fans på vej? Vi krydser fingre. MELVINS Nude With Boots / Ipecac Kurt Cobains favoritter kan stadig. Matcher ikke den forrygende forgænger A Senile Animal, men stadig tossetungrock af den bedste slags. HANS ZIMMER & JAMES NEWTON HOWARD The Dark Knight / Warner Overrumplende dystert og dragende soundtrack til en overrumplende dyster og dragende blockbuster. Jokerens tema alene giver prompte gysergåsehud. RESPEKT PETER ALBRECHTSEN CITADEL TØJNUMMERET AUGUST 08 29 previous page next page